|
Tredje gang er lykkens gang
For at gøre en lang historie kort, så startede det hele i oktober 2007. Jeg var med daværende Diana jagtrejser i Slovakiet for at skyde en dåhjort. Der var tilsyneladende rod i butikken allerede da, for da jeg landede i Budapest i Ungarn, stod min transport i Wien. Så jeg tog taxi over grænsen og ind i Slovakiet med de problemer det nu gav, og fandt min kontaktperson på en tankstation. Da vi så startede jagten om aftenen blev jeg forvirret da han på gebroken Tysk spurgte hvor stor en ”muffel” jeg ville skyde. Efter lidt tegning og forklaren blev han klar over at det var dåhjort jeg ville skyde. Ikke muflon. Men dem havde han ingen af i det område. Det var en dårlig start på turen. Han fandt dog 2 dyr dagen efter – som efter en dags jagt viste sig at gå i en 200 ha indhegning. Tredje dag havde de fået dem ”fanget ind” i en 100 x 100 m indhegning, så jeg kunne skyde dem der. En halv skuffel og en spidshjort i en indhegning????? Det var ikke lige mig. Så jeg og Diana var enige i at det ikke var godt nok og de tilbød at flytte mig til et andet revir. Men der dukkede aldrig en mand op for at hente mig, så jeg pakkede ud igen og besluttede at gå efter en muflon i stedet.
Jeg fik en skud chance til en pæn vædder på ca. 130 m afstand, men jeg havde selvfølgelig byttet to forskellige typer ammunition, og skød forbi. Hjemme klagede jeg til Diana og fik helt medhold i at jeg skulle have en ny tur i 2008. De foreslog så Polen, og efter lidt bøvl fik jeg plads på et revir hvor der årligt blev nedlagt godt med dyr. Og som skæbnen ville, så ringede Diana til mig 4 dage før afrejse, og kunne fortælle at jeg ikke skulle af sted fordi de ikke havde penge. 3 dage senere var konkursen en realitet. Og jeg fik endda ikke en krone igen efter rejsegarantifondens afgørelse. Så jeg havde en meget stor følelse af at mit jagtheld mht. dåhjort ikke var helt med mig. Skuffet er et mildt ord…. Jeg bestemte mig for at skyde en kronhjort i stedet, og rejsen blev med Remodex. Jeg bestilte selv flybillet, og rejste så ned til Poznan d 27. september 2009. Der var brunsten godt i gang og månen tiltagende, hvilket skulle være godt for jagten. Alt klappede, lige fra fragt af våben gennem lufthavnene, til afhentningen med min kontaktperson. Jeg blev indkvarteret privat hos ”El presidente”, præsidenten for hele jagt området, Johan, på 75. En garvet jæger med en ganske imponerende jagtstue. Det var lidt intimt at vælte ind i en familiestue og sidde med til bords når vi skulle spise, men efter at isen var brudt, gik det fint med at snakke sammen. Han kunne meget lidt tysk, men som det nu er i Polen, så boede både hans ene barn m kone og børnebørn hjemme. Så der var engelsk tolk i børnebørnene. Det var hans søn, Simon, der blev min jagtguide. Han kendte det 17000 ha store revir bedre end jeg kender min egen have. Vi stod op kl. 04:20 og fik en skive brød og kørte så af sted til skoven på ca. 8000 ha. Da vi drejede ind i skoven, slog han lyset af, og kørte i total mørke gennem skoven. Da jeg steg ud af VW bussen, kunne jeg ikke se min egen hånd foran mig. Så jeg fik fumlet mig til at lade min 6,5 x 55 Otterup med en Nosler partition 9,1 g kugle, og hægtede mig fast i hans jakke så jeg kunne følge ham. Det var total sort. Men han fandt vejen ud til lysninger i skoven, hvor vi så stod og lyttede og kikkede i kikkerten. Så begynder det at brøle, og et stort smil bredte sig på mit ansigt. Endelig var jeg det rette sted med de rette dyr. Det blev dog ikke til noget denne tirsdag morgen. Så kom dagen hvor der virkelig kom gang i den. Var ude onsdag morgen, og så et par mindre hjorte. Men jeg var rimelig ”sulten” efter de sidste 2 års jagtunderernæring, og ville skyde en stor hjort. Om aftenen onsdag d 30. september, kørte vi tidligt ud, for det var sidste dag af bukkejagten. Og det kunne jeg lige så godt udnytte. Så vi autopyrchede rundt mellem majs, kartoffel og tomatmarkerne og så en buk med en rå og et lam. Han var ikke særlig kraftig, men alligevel ganske pæn. Så den skyder jeg. Ved skuddet løber mindst 30 rådyr mod skoven. De stod på en mark 500 m væk. Så der var godt med dyr i området. Det viste sig et være en ca. 7 år gammel retur buk. Vejede kun 12 kg brækket.
Simon ordnede den og så kørte vi videre. Vi så flere bukke som bestemt var skudbare, men jeg ville gerne have en stor en som den sidste (havde skudt en pæn 6 ender om tirsdagen også). Efter at have set 5 – 6 bukke, dukker der pludselig noget interessant op, 400 m ude på en stupmark. Der var også 3 dyr her, og bukken så abnorm ud på afstand. Den ville jeg gerne skyde, for det var da et specielt trofæ at afslutte med. De løb væk fra os, så Simon vendte bilen og fik i bedste rally stil kørt rundt så vi kunne fange dem på bagsiden af marken. Vi stillede bilen og nærmest småløb langs en stor å, hen mod en lille skov. Vi gik så stille vi kunne men i kanten af skoven stødte vi selvfølgelig dyrene, så de rendte tilbage på stupmarken. Vi kom ud af skoven og da var dyrene allerede 200 m væk, men stod stille. Vi kom 10 m nærmere ved at kravle nede på maven og krybe os frem så vi kom i skjul af en lav forhøjning på marken. Her var vi skjult for dyrene så længe vi lå ned. Han fik sin langbenede skydestok ud i spagat, og jeg satte mig forsigtigt op og fik riflen på plads. Der var selvfølge en traktor der pløjede 400 m bag dyrene, så jeg kunne ikke skyde. Dyrene bevægede sig langsomt mod venstre og traktoren vendte og kørte mod højre. Da den var langt ude af skudfeltet, kunne jeg skyde. Men det var godt nok ikke nemt at holde trådkorset stille i den stilling jeg sad i. Hvilede på det højre knæ og det venstre ben strakt ud til siden og så den lange skyde stok helt ude i en ikke gunstig vinkel. Men jeg skulle fri af stuppen og ville ikke rejse mig helt op. Og som forfatter og foredragsholder Claus Ballisager siger ´det er nu eller aldrig´. Og jeg skød og så jorden lige under dyret sprøjte op. Bukken sprang 20 m til højre og stoppede. Ok….sigtet op 10 cm over dyret og skyde igen. Paf….der ramte jeg. Bukken svimler og sætter sig på bagen. Den ligner en der vil vælte i løbet af sekunder. Og jeg ånder lettet op. Så tager fanden ved den og den springer i fuldfart mod højre, omkring 300 m. Den stopper 150 m ude og jeg afgiver sidste skud i bøssen. Og den kugle sidder perfekt, og dyret vælter hvor det stod. Jeg vil her lige nævne at jeg har trænet meget på 200 m banen i Værslev, og ved jeg kan træffe målet på 200 m. Men det er liggende med fast anlæg…… Så nu da dyret endelig lå der, kom alle nerverne og spændingen ud. Det hele kørte sku på mig der, og jeg måtte bare sidde i stuppen og lade det hele synke ind. Simon går tilbage for at hente bilen og jeg går hen for at hente bukken. Og det var en rigtig god buk. Så lykken bruser gennem kroppen og jeg jubler stiller over at jeg trods de vanskelige skud, fik ham. Det viste sig også at andet skud havde siddet for lavt. Det havde lige snittet brystkanten og gået gennem det ene forløb. Så det er muligt at afstanden har været mere end 200 m. Da Simon kom tilbage siger han ØØØØØJJJJJJJJ GOLD.
Det kunne jeg ikke rigtig tro, men den er rigtig kraftig. Det der havde snydt mig lidt, var den kraftige forsprosse på den ene stang. Det fik på afstand, bukken til at se abnorm ud. Stadig lidt rystende, køre vi ud i skoven og fortsætter jagten på kronhjort. Vi køre til samme mørke sted som dagen før, men denne dag er månen ¾ fuld, og der er skyfrit og vindstille. Perfekt til måneskindsjagt. Da vi stiger ud af bilen kan vi høre 3 hjorte brøle inden for 2 – 3 km. Han lytter og siger et den ene har en dybere brølen end de andre, så det er den vi går efter. Vi pyrcher langs et gærde, og den midterste hjort får færden af os og forsvinder. Vinden er aht. og da vi kan høre at også den tredje (store) hjort som vi går efter, bevæger sig væk fra os, beslutter vi os for at sætte os i et tårn og vente. Efter 40 min kommer hjort nr. 2 tilbage 2 – 300 m ude og brøler igen. Det er selv i måneskindet kun muligt at se en sort klat i kikkerten på den afstand, så det er ikke noget at sigte på. Den kommer heldigvis skråt mod os, og som den største selvfølge kommer et skydække samtidig ind og blokere for lyset. Jeg bruger kikkerten flittigt, men kan ikke se den i mørket. Så kommer der et hul i skyerne og græsmarken nærmest bades i gråt lys. Og 100 væk, helt oppe af det gærde vi kom af, står hjorten. Simon spørger om jeg vil skyde, og det vil jeg. Vi kan ikke se hvor stor den er, men det betyder nu pludselig heller ikke så meget. Jagten er utrolig spændene og forholdene perfekte. Lige den brunstjagt jeg havde ønsket mig. Men hjorten har kuller og vil ikke stå stille. Den vandrer rundt i ottetaller og bræer. Jeg følger den med trådkorset i måske 2 minutter før den står stille, og paf……et ordentligt lysglimt og blade der blæser rundt riffelpiben. Jeg havde simpelthen ikke set at jeg havde bevæget piben ind foran en lille birkekvist. Nu bandede jeg af mig selv. Men hjorten stoppede efter 70 m og stod nu ude på ca. 130 m. Det fik mig til at tro at den var ramt, for ellers ville den ha sprunget aht. Så jeg observere den gennem kikkerten i hvad der føles som mindst 10 sekunder, hvorefter Simon prikker mig på skulderen og siger `skyd igen´ Og denne kugle sidder perfekt, og hjorten vælter på stedet. Uha, så køre det hele igen. Min første hjort er nedlagt. Ikke helt som planlagt, men jeg fik den heldigvis i andet skud. Jeg får ro på ”feberen” mens han tager sig en smøg, og så kravler vi ned for at se resultatet. På det tidspunkt kender vi ikke størrelsen på hjorten, så overraskelsen og glæden er stor, da vi finder den i græsset. En flot symmetrisk 12 takker, med hvide sprosser. Virkelig en drømmehjort for mig.
Simon fik ringet efter en anhænger og vi kørte til ”kødhandleren” for at ordne dyret. 135 kg brækket og uden hoved. Derefter hjem til huset og få vildsvin pølse m tomatsalat og en hjemmelavet hindbærlikør til. Derefter havde jeg en flaske GLENMORANGIE whisky med som vi skulle smage. En anden Dansker fra Ikast, Søren, var netop ankommet og deltog i fejringen, og vi fejrede til godt over midnat, med tilhørende vodka. Så det var vist hårdt for Søren at komme op kl. 4. Jeg havde bestemt at sove længe den morgen. De sidste to pyrsh blev brugt efter hundyr og svin, men majsmarkerne var ikke høstet endnu, så dyrene gemte sig derinde. Simon fik ordnet trofæerne og på vægten stod 625 g for bukken. Den havde kun tørret et døgn, så han sagde 620 – 90 = 530 g. Og det gav en guld medalje dernede. Den er pt. ikke målt op herhjemme. Uha det var ikke planen (ren økonomisk). Men jeg syntes et eller andet sted jeg var lidt ”bagud”, så det er ikke noget jeg tænker over. Hjorten blev målt til 6,6 kg. Den er utrolig i farverne og er meget symmetrisk. Så jeg er meget tilfreds med resultatet. Så man kan sige at tredje gang var lykkens gang. Jeg fik fuld valuta for pengene, og kan varmt anbefale at tage til samme revir, Jarocin, som ligger 1 ½ time SØ fra Poznan, hvad enten man vil på bukkejagt eller gå efter en kronhjort. Jeg tror også der er gode muligheder for drivjagt på svin, da der var spor af dem overalt.
Og som en erfaring fra turen, vil jeg nok få fat i en afstandsmåler. Den havde været meget anvendelig på denne tur.
JagthilsnerPeter B Christensen
|
